billede
januar 18th, 2018

”Jeg tror på, at det rigtige netværk er uudtømmeligt for potentiale.”

2018 bliver for GLOBAL-Network et stort år. Vi har sat en række målsætninger, der skal indfris. Vores mål er simpelt: vi vil være Danmarks største og bedste netværksvirksomhed!

En central brik i det puslespil er, at vi i 2018 skal byde velkommen til en ny regionschef i GLOBAL-Network: Johnny C. Hansen. Han er blevet regionschef for Nordsjælland og kommer til at sætte sit præg på GLOBAL-Network i 2018 og fremefter.
Udover at være regionschef driver han virksomheden DCM Service ApS, der er en håndværksvirksomhed med fokus på service og mandskabsudlejning.

Derfor har vi taget kontakt til ham for at høre hvad hans tanker er omkring hans nye stilling, networking og GLOBAL-Network.

Tillykke med den nye stilling, Johnny. Hvordan føles det? 

”Det føles godt! Jeg glæder mig til at komme i gang. Jeg har været mødeleder i to år og driver egen virksomhed, men jeg er konstant på udkig efter nye udfordringer. Jeg kan godt lide konkurrence og at blive udfordret, og der er ingen tvivl om jeg bliver det i denne stilling.

Jeg tror, at GLOBAL-Network helt sikkert har fat i den lange ende. De strukturerede møder, der også har plads til friskhed og grin er uden tvivl vejen frem – og det er det jeg vil være med til at videreudvikle.”

Kan du fortælle os lidt om din tid i GLOBAL-Network?

”Jeg har været mødeleder i Helsingør i lidt over to år. Jeg startede i en gruppe på 6-7 deltagere og har nu været med til at udvide den til 22 faste deltagere. Det er en god og energisk gruppe.”

Jeg tror det der har virket for mig er at lytte til den enkelte deltager og hjælpe dem med at løse deres udfordringer. At netværke handler om at kende sit kernenetværk og konstant tænke over, hvordan man kan hjælpe dem. Det er den filosofi, jeg gerne vil bringe videre som regionschef.”

Hvad vil du gerne opnå som regionschef?

”Alle vores målsætninger. Jeg vil gerne på kort tid gå alle mine grupper igennem og få bragt alt hen, hvor det skal være. Derudover skal der bygges nye grupper op omkring den enkelte deltager. Alle deltagere skal have indflydelse på, hvordan den skal se ud. Vi skal skabe stabilitet, så deltagerne har lyst til at være der møde efter møde

Jeg synes service er blevet et bandeord i Danmark. Jeg savner flere specialister, der kan deres kram på rygraden. Styrken i GLOBAL-Network ligger i den individuelle viden og som regionschef skal jeg opbygge grupper op omkring, at den enkelte kan få lov at komme ud med sin viden og erfaringer. Jeg tror  på, at det rigtige netværk er uudtømmeligt for potentiale. For at skabe den bedste platform for deltagerne skal vi sikre, at det potentiale bliver udnyttet frem for tabt.”

Kort og godt: Hvorfor networking?
Jeg tror ikke på, at der er en anden vej. Jeg har drevet min egen virksomhed gennem anbefalinger. Der er en enorm stor tillid i at få en anbefaling til en virksomhed fra en, man kender. Man får udelukket det, der ikke er godt. Der er mange virksomheder, der bare slår sig stort op på de sociale medier og i reklamer, men ikke leverer det, de lover. Det er dem, vi får filtreret fra igennem netværket. Tilbage står kvaliteten og servicen.

Når det går allerbedst og man har allermest travlt, så er det der man skal huske at pleje sit netværk, så det er solidt, når man har brug for det. Jeg vil gerne bringe det personlige og specialiserede tilbage. Det skal være sådan, at uanset hvilken udfordring man har, så kan det løses igennem GLOBAL-Network.”

Hvad bringer fremtiden for GLOBAL-Network?

”En masse succes! Med de tiltag der er blevet lavet, tror jeg, at når 2018 lukker, så er vi klart det største erhvervsnetværk af vores type.”

På det private plan bor Johnny i Humlebæk med sin kæreste, de  har tre børn tilsammen. Han fyldte 50 i januar 2018 og har en baggrund inden for IT.

For ham er det næste private projekt at deltage i Team Rynkeby. Han har dedikeret 2018 til at samle penge ind til Børnecancerfonden og tager med til Paris til sommer.